Case study: Azets

Fleksibel it-beskyttelse er det perfekte match for Azets

Konsulentgiganten afværger stadigt voksende og mere komplekse cybertrusler med cloud-native endpoint-beskyttelse

Firma

Azets

Løsninger fra F-Secure

F-Secure Elements Endpoint Protection

Branche

Business & Professional Services

Land

Denmark


Om Azets

Azets er en international koncern, der tilbyder assistance inden for økonomi, løn, rådgivning og forretningstjenester. Virksomheden leverer altid en personlig oplevelse – både digitalt og til døren. Med over 6.500 medarbejdere på tværs af virksomhedens kontorer, assisterer Azets virksomheder og organisationer i alle brancher og størrelser med at udvikle og realisere deres forretningsmæssige potentiale. Uanset om der er tale om startups eller veletablerede virksomheder, vil et samarbejde med Azets spare kunderne for dyrebar tid, så de kan fokusere på det, de er bedst til.

 

Om ADmire

ADmire er et it-service- og løsningshus med et simpelt mål: At give kunderne den bedste service og rådgivning. Det gælder både, når it driller i hverdagen, og når de store strategiske it-beslutninger skal træffes. ADmire arbejder bredt med it-service og it-infrastruktur og er desuden specialister inden for en lang række områder lige fra it-sikkerhed, over mobile og digitale arbejdspladser til netværksløsninger, it-serviceaftaler og managed it-service. ADmire leverer 100 pct. skalérbare løsninger afhængig af virksomhedernes udfordringer og ambitioner.

Den norsk-fødte rådgivningsgigant Azets har godt 6.500 medarbejdere på virksomhedens 160 regionale kontorer rundt omkring i Norden, Baltikum og England. I Danmark har virksomheden kontorer i henholdsvis Herlev, Odense, Fredericia samt Aarhus, der sammen med de øvrige nordiske divisioner udgør cirka halvdelen af virksomheden, der rådgiver kunder inden for økonomi, løn, administration og forretningstjenester. Med så mange medarbejdere er beskyttelse af virksomhedens endpoints højt prioriteret, og i forbindelse med, at Azets’ aftale med den tidligere sikkerhedsleverandør udløb, greb it-sikkerhedsafdelingen muligheden for at afsøge markedet for potentielt nye leverandører. Timingen var god, for under Covid-19-nedlukningen havde Azets’ hjemsendte medarbejdere i praksis skabt over 3.000 nordiske hjemmekontorer, som alle havde behov for endpoint-beskyttelse mod en stadigt stigende og mere kompleks palette af cybertrusler.

Mange krav og ønsker

For Azets er det vigtigt, at it-sikkerheden ikke sker på bekostning af ydeevnen på de godt 3.500 pc’er og servere. For hvis sikkerhedsløsningerne har en negativ effekt på ydeevnen, bliver dette hurtigt genstand for frustrationer hos medarbejderne. Det har Azets nemlig tidligere oplevet. Derfor var det en afgørende faktor, at den nye løsning kunne køre uset og ubemærket i baggrunden. 

Azets havde også et ønske om at udrulle en it-sikkerhedsløsning, der gav dem mulighed for at kunne monitorere og have fuld kontrol over handlinger og sikkerhedsbrud i it-miljøerne i realtid. Tilmed havde Azets et behov for specifik funktionalitet, såsom USB-blokering, hvilket er et krav fra mange af Azets’ kunder i blandt andet den finansielle sektor. Det var også vigtigt for Azets’ it-sikkerhedseksperter at finde en løsning med gode API’er til rapportering og med fleksible muligheder for selv at tilpasse løsningen til sikkerhedsafdelingens behov for alarmering, notifikationer mv. 

Med en række ufravigelige krav gik Azets på jagt efter en leverandør med et højt sikkerhedsniveau og en fair pris på beskyttelsen af de mange enheder på tværs af Norden.

Gnidningsfri implementering

Azets nedsatte en arbejdsgruppe af interne it-sikkerhedseksperter, der skulle gennemgå de potentielt fremtidige leverandører. Arbejdsgruppen kiggede på de forskellige it-sikkerhedsløsningers egenskaber og afvejede fordele og ulemper, både i forhold til hvad Azets havde brug for nu, samt hvilke egenskaber, der kunne være nødvendige at anvende i fremtiden.  

Der blev foretaget en grundig evaluering af en håndfuld mulige leverandører. Her blev produkter, services, funktionalitet og prisniveauerne sat under lup, indtil Azets i sommeren 2020 valgte F-Secure som deres nye leverandør. En af de klassiske bekymringer, it-ansvarlige har, når de kaster sig ud i it-implementeringer, er om det vil foregå problemfrit eller om der dukker uventede udfordringer op undervejs, som påvirker hverdagen for kollegaerne. En bekymring, som Azets it-sikkerhedsafdeling genkender.

“Implementeringen af F-Secures endpoint-løsning har været fuldstændig gnidningsfri. Ud over de forventelige manuelle justeringen har det meste arbejde ligget i at fjerne de tidligere systemer. Selve F-Secures services har været nemme at udrulle på de mange enheder. Vi har heller ikke oplevet negativ feedback fra organisationen. De oplever nu en generelt bedre ydeevne og har færre frustrationer end tidligere. Så vi er meget glade for, at den nye it-sikkerhedsløsning ikke har været til gene for vores kollegaer,” siger Anders Løvhøiden, som er Regional Security Officer hos Azets. 

“Vi skal ikke længere købe ekstra klientlicenser og samtidig have ubrugte serverlicenser liggende.” 

Ole-Martin Bækkeli, CISO hos Azets

Fleksibel it-sikkerhedsløsning

For Azets var pris og fleksibilitet med til at tippe vægtskålen mod F-Secure. Særligt muligheden for fleksibelt at anvende licenser er en kæmpe fordel for virksomheden. F-Secure skelner nemlig ikke mellem klienter og servere i forhold til licensanvendelse. Det gør det meget nemmere at handle på konkrete ændringer i it-miljøet, fordi Azets nu blot kan tildele licenser til både klienter og servere, og konvertere fuldt fleksibelt.

“Hvis vi f.eks. har 50 serverlicenser i overskud, kan vi blot konvertere dem til klientlicenser i perioder, hvor vi har mere brug for dette og evt. konvertere dem tilbage på et senere tidspunkt. Derfor skal vi ikke længere købe ekstra klientlicenser og samtidig have ubrugte serverlicenser liggende,” fortæller Ole-Martin Bækkeli, som er CISO i Azets, og fortsætter: “Derudover er selve profilopsætningen også meget overskuelig, og vi kan foretage langt det meste selv. Tidligere har vi skulle kontakte vores leverandør for at få foretaget de samme ændringer, f.eks. ved fejlfinding. Der er ingen tvivl om, at fleksibiliteten har været en afgørende faktor i vores valg af F-Secure.”

“De ansatte oplever nu en generelt bedre ydeevne og har færre frustrationer end tidligere.” 

Anders Løvhøiden, Regional Security Officer, Azets

Samarbejdspartner gjorde arbejdet nemt

It-service- og løsningshuset ADmire stod for selve indkøbs- og forhandlingsprocessen. Det har været en effektiv og tryg måde at skifte it-sikkerhedsleverandør på, og Azets har værdsat at kunne overlade meget af det rent praktiske til ADmire.

“ADmire har været utroligt hurtige til at reagere på vores efterspørgsler, og deres serviceniveau er højt. Kommunikationen mellem vores afdeling og ADmire har også været god og transparant. Derfor har vi været helt trygge igennem processen. Vi havde faktisk også et kontraktmæssigt overlap på 2-3 måneder, hvor vi reelt ikke havde beskyttelse. Det hjalp ADmire os med, og udviste stor fleksibilitet,” påpeger Ole-Martin Bækkeli.

ADmire er specialiseret i at rådgive virksomheder i processer som den, Azets gennemgik i 2020, og virksomheden har et stort fokus på at sikre den højeste grad af kundetilfredshed.

“Azets har været en særdeles spændende case for os. Virksomheden oplever, at deres F-Secure it-sikkerhedsløsning er forbundet med færre omkostninger i forhold til tidligere, mens kvaliteten og serviceniveauet faktisk er steget. Det glæder mig naturligvis meget at konstatere. Vi lever nemlig af tilfredse kunder og vil strække os langt for at få tingene til at fungere for alle parter,” siger Kenneth Goldy der er Director, IT-Security Division i ADmire.

“Azets oplever, at deres F-Secure it-sikkerhedsløsning er forbundet med færre omkostninger i forhold til tidligere, mens kvaliteten og serviceniveauet faktisk er steget.” 

Kenneth Goldy, Director, IT Security Division hos ADmire

Gennemsigtighed er vejen frem

Med F-Secures it-sikkerhedsløsning er det tilmed blevet nemmere og mere effektivt at vedligeholde det brugervenlige system, ligesom Azets nu kan foretage ændringer i realtid, hvis behovet pludselig skulle opstå. It-afdelingen har også fået et bedre overblik over, hvad der foregår i virksomhedens forskellige it-miljøer. Det skyldes, at F-Secures Endpoint Protection automatisk sender beskeder til afdelingen, hver gang systemet opfanger og behandler mistænkelige handlinger og begivenheder.

“Vi har med F-Secure Endpoint Protection fået en langt bedre forståelse for, hvad der foregår på netværket på tværs af klienter og servere. Og gennemsigtigheden i it-miljøet er en stor fordel, især når man som os har en stor del af medarbejderne koblet på private netværk fra de mange hjemmearbejdspladser,” slutter Anders Løvhøiden, der påpeger, at næste sikkerhedsprojekt bliver yderligere beskyttelse af Azets’ mobilenheder.  

“Gennemsigtigheden i it-miljøet er en stor fordel, især når man som os har en stor del af medarbejderne koblet på private netværk fra de mange hjemmearbejdspladser.” 

Anders Løvhøiden, Regional Security Officer, Azets

Reducer risikoen og beskyt din virksomhed mod ransomware og zeroday cybertrusler.